Vidste du, at allerede efter tre til fire dage uden vand begynder kroppens celler – og hjernen – at drænes for vand. Med katastrofale følger?
Men hvor meget vand skal du opbevare til drikkelse, hygiejne, rengøring og madlavning? Hvor længe kan vand holde sig? Og hvor kan du med fordel indsamle drikkevand henne, hvis vandhanen pludselig løber tør for livgivende dråber?
Bliv klogere på opbevaring af vand her på siden.
Derfor har kroppen brug for vand
Vand er en af de væsentligste byggesten i din krop. Faktisk består ca. 60 pct. af din krop af vand.
Vand er afgørende for mange af kroppens funktioner. Det hjælper med at nedbryde mad og transportere næringsstoffer, hvilket er nødvendigt for fordøjelsen.
Vand regulerer også kroppens saltbalance og tilpasser kropstemperaturen gennem sved og sørger for at du kan udlede affaldsstoffer via nyrerne – blandt meget andet.
Så længe kan du overleve uden vand
En tommelfingerregel lyder, at et voksent og raskt menneske under normale forhold kan overleve omkring en uge uden vand.
Hvis du er kommet til skade, er syg eller steger i 30 graders varme under sommersolen, dehydrer din krop hurtigere og barberer nogle dage af din deadline for overlevelse.
Er det omvendt lidt køligere i vejret, vil der gå lidt længere tid, før dehydreringen sætter ind, og du vil derfor kunne klare dig i helt op mod 10 dage uden vand.
Så meget vand skal du drikke i døgnet
Fødevarestyrelsens tommelfingerregel lyder, at du skal drikke minimum mellem 1-1,5 liter vand om dagen.
For en familie på fire vil det minimale behov for drikkevand på en uge altså cirka lyde sådan her:
Drikkevand: 1,5 liter pr. person pr. dag × 4 personer × 7 dage = 42 liter
I Danmark bruger hver person i gennemsnit omkring 100 liter vand pr. dag til madlavning, bad, toilet mm. inden for husholdning.
Det viser vandsektorens nøgletal, ‘Vand i tal 2023’.
I nødsituationer er der ikke råd til at bruge så store vandmængder til hygiejne, og man kan med fordel skrue vandbehovet ned til et minimum på mellem 0,5-1 liter vand om dagen.
Det giver følgende regnestykke:
Vand til hygiejne og madlavning: 1 liter pr. person pr. dag × 4 personer × 7 dage = 28 liter
Samlet set bør en familie på fire altså have minimum 70 liter vand til rådighed for en uges forbrug under nødsituationer.
Beredskabsstyrelsens anbefaling er, at borgere bør have et nødlager, der rækker til tre dage, og anbefalingen mht. vand er 3 liter pr. person pr. dag. Dertil kommer vand til eventuelle kæledyr.
Det giver følgende regnestykke for en familie på 4 uden kæledyr:
3 liter pr. person pr. dag × 4 personer × 3 dage = 36 liter
Samlet set bør man have mellem 9 og 18 liter rent vand på lager pr. person i husstanden.
Så længe kan vand holde sig
I modsætning til madvarer, har vand ingen udløbsdato. Hvis drikkevandet som udgangspunkt er rent og uden bakterier, kan det holde sig for evigt.
Det betyder dog ikke, at en vandflaske, der har stået i kælderen i årevis, smager godt.
Vand, der opbevares i plastikflasker, kan nemlig få en underlig smag. Det skyldes, at andre duftstoffer kan trænge ind i flasken – også selvom den aldrig har været åbnet.
Har flasken eller vandbeholderen været åbnet, kan der trænge bakterier ind, og det kan over tid gøre vandet udrikkeligt.
Derfor er det vigtigt, at du opbevarer dit drikkevand under de mest optimale forhold.
4 tip til opbevaring af vand
- Anskaf de rigtige beholdere: Vælg beholdere, som er robuste, fødevaregodkendte og fri for Bisphenol A (BPA), et stof, der skader fertiliteten og er hormonforstyrrende. Plastmaterialet HDPE er kendt for sin styrke, holdbarhed og evne til at modstå kemikalier. Det gør beholderen ideel til langtidslagring af drikkevand uden at afgive skadelige stoffer.
- Steriliser beholdere før brug: Regelmæssig rengøring og desinficering sikrer, at vandbeholderne forbliver fri for bakterier og alger, som kan forringe vandkvaliteten. Derfor er det en god idé at sterilisere din vandbeholder før første brug og efter hver tømning. Dette gør du ved at desinficere beholderen med desinfektionsmidler som kalciumhypoklorit eller klorinbaserede tabletter.
- Opbevar vandet et køligt og mørkt sted: Direkte sollys og varme kan accelerere vækst af bakterier og nedbryde beholderens materiale over tid, hvilket kan kompromittere vandets sikkerhed og holdbarhed. Sørg derfor at opbevar dine vandbeholdere et køligt og mørkt sted som i kælderen eller garangen fx.
- Inspicer og udskift vandet regelmæssigt: Inspicér vandforsyningen og beholdere regelmæssigt for tegn på forurening, beskadigelse eller algevækst. Vil du være på den sikre side, anbefales det, at du udfskifter drikkevandet minimum én gang om året.
Tip: Sluk tørsten med disse 6 vandrige fødevarer
Vandmelon
90-92 pct. vand
Agurk
97 pct. vand
Tomater
94 pct. vand
Jordbær
90 pct. vand
Honningmelon
94 pct. vand
Peberfrugt
91 pct. vand
Alternative kilder til rent drikkevand
90 procent af drikkevandet i Danmark kommer fra grundvandet. Inden det sendes ud til forbrugerne bliver det luftet og filtreret på vandværker.
Er vandforsyningen sat ud af spil og dit vandlager brugt op, er der heldigvis alternative måder at få rent drikkevand på.
Naturlige vandkilder
Der findes tre forskellige typer af vandkilder i Danmark: damkilder, strømkilder og sumpkilder. Vandet fra disse kilder består af regnvand, som ledes ud til åer og vandløb.
Vandet fra disse kilder kan bruges som drikkevand, men skal renses, da det ofte indeholder planterester, smådyr eller affald fra industri, dyr eller mennesker.
Opsamling af regnvand
Regn er som udgangspunkt forholdsvist rent, når det bliver dannet i skyerne. På vejen ned mod jorden opsamler dråberne partikler fra luften over byer og industriområder, men ikke noget af større helbredsmæssig betydning.
Du kan derfor med fordel godt opsamle regnvand til brug af drikkevand. Det kan du bl.a. gøre ved at installere særlige filtre i dine nedløbsrør, som renser regnvandet for skadelige stoffer, inden det ledes videre.
Og lad gerne regnvandet løbe en halv times tid på dit tag, inden du begynder at opsamle det. Så får du skyllet fuglelorte og andet skidt væk fra tagene, inden regnvandet ender i beholderen.
OBS: Kog altid vandet før brug
Det er utrolig vigtigt, at du renser det vand, du har indhentet fra naturlige kilder, inden du drikker det eller bruger det til madlavning – også selvom du har kørt det igennem et rensefilter først – da det kan indeholde bakterier, vira og andre sundhedsskadelige stoffer.
Den sikreste metode er at koge vandet. Bakterier kan nemlig ikke overleve i kogende vand. Koger du dit drikkevand i minimum et-to minutter er du sikker på, at drikkevandet ikke gemmer på ubehagelige, mikroskopiske overraskelser.