Du kender det sikkert. Klokken er fem minutter i spisetid, og du står febrilsk i det lokale supermarked og spejder efter en nem løsning til aftensmaden.
Hakket oksekød, ketchup og løg flyver ned i indkøbskurven. Nu står den igen igen på spaghetti med kødsovs.
Den spontane tilgang til madindkøb går – selvfølgelig – ikke, når du skal opbygge og vedligeholde et nyttigt madforråd til en krisesituation.
Nogle fødevarer bliver uspiselige efter få timer uden for køleskabet, mens andre kan holde sig i køkkenskabet i årevis.
For at opbygge og vedligeholde et nyttigt forråd til en krisesituation, som kan dække hele husstandens behov, er det vigtigt at kende til fødevarernes holdbarhed – og vide, hvordan maden skal opbevares.
Læs med her og bliv klogere på, hvilke fødevarer, du skal have i dit forråd, hvor og hvordan de bedst opbevares, hvad du kan gøre for at minimere madspild og hvordan du sikrer et lager, stadig er frisk og smager godt efter lang tid på hylden.
Gå efter fødevarer med lang holdbarhedstid
15 fødevarer, som kan holde sig i årevis – eller endda evigt:
Tip: Fødevarerne skal være lette at opbevare
Vælg fødevarer med holdbar emballage såsom dåser eller bokse, der er mindre tilbøjelige til at blive beskadiget eller ødelagt under opbevaring.
Langtidsholdbare produkter skal helst kunne stables på en hylde uden at det påvirker fødevarernes kvalitet.
- Salt: er et mineral og kan holde evigt (men klumper, hvis det udsættes for fugt).
- Tørrede krydderier: kan i princippet holde sig for evigt, men smagen forsvinder gradvist med tiden.
- Knækbrød: kan holde sig i årevis, men bliver bløde og smagsløse med tiden.
- Tørret pasta: kan holde i årevis.
- Ris: kan holde i årevis, men mister noget af sin smag med tiden.
- Dåsemad: kan holde sig op til dobbelt så lang tid, som der er angivet på dåsen. Vigtigt: er der rust på dåsen eller lækker den, skal den kasseres.
- Sukker: kan holde evigt. Dog skal det opbevares tørt og gerne i en lufttæt beholder for ikke at klumpe..
- Mel: kan ofte holde sig i flere år efter "mindst holdbar til". Skal dog opbevares et tørt, mørkt og lufttæt.
- Havregryn: kan som regel holde sig årevis efter "mindst holdbar til" hvis det opbevares tørt, mørkt og køligt i en tætsluttende beholder.
- Müsli: kan ofte holde langt over "mindst holdbar til", hvis det opbevares tørt og mørkt i en lufttæt beholder.
- Tørrede bønner, linser, ærter og andre bælgfrugter: kan som regel holde dobbelt så langt tid, som den trykte etiket angiver.
- Chips: kan holde i årevis, hvis de forbliver i posen, men de kan blive bløde med tiden.
- Tørgær: gærceller i dvaletilstand kan overleve længe – fem år eller mere hvis emballagen er ubrudt.
- Honning: Kan holde evigt, men kan få en uensartet konsistens over tid.
- Færdigretter på dåse, fx forloren skildpadde: Kan ofte holde mindst fem år fra produktionsdato.
Huskeliste til opbevaring af fødevarer
- Følg mærkaternes anbefalinger for opbevaring.
- Undgå at stille mad i direkte sollys.
- Opbevar dine madvarer et tørt og mørkt sted.
- Husk: Når emballagen er åbnet gælder anbefalingen, der står på produktet.
- Brug sanserne – lugt, kig, smag på maden og vurdér, om den er okay.
Gør som svenskerne og spar på energien
“Hvis krisen eller krigen kommer”, lyder titlen på en brochure, som de svenske myndigheder postomdelte til landets 4,7 millioner husstande i foråret 2018.
I den anbefales det bl.a., at man skal indkøbe mad, der kræver minimum energi og vand at tilberede. I tilfælde af strømafbrydelse eller mangel på elektricitet, bør fødevarer stadig være spiselige længst muligt. Kan fødevarerne spises helt uden tilberedning er det at foretrække.
Her er en liste over fødevarer, som de svenske myndigheder anbefaler at man køber ind.
- Kartofler, kål, gulerødder, æg
- Brød med lang holdbarhed som kiks og skorper
- Pålæg på tube
- Havredrik, sojadrik og tørmælkspulver
- Pasta, ris, gryn og kartoffelmospulver
- Konserves med kødfars, makrel, sardiner, ravioli, kogt kød og supper
- Marmelade og juice, som kan holde sig ved stuetemperatur
- Kaffe, te, chokolade, energibarer, honning, mandler, nøddepålæg.
Hvor skal nødlageret være?
I Danmark anbefaler Bredsskabsstyrelsen at have mad nok til tre dage på lager. Før lageret opbygges, er det værd at overveje, hvor det skal være.
Nedenstående tre steder er at foretrække:
Kælder
Hvis du har egen kælder eller adgang til et aflåst kælderrum, er det ideelt til opbevaring af nødforsyninger.
Her er relativt konstante temperaturer og minimal eksponering for lys – uden at lageret optager plads i boligens opholdsrum.
I Danmark er temperaturen i en uopvarmet kælder typisk 10-15 grader året rundt, så det er fint til opbevaring af både mad og vand. Det er vigtigt, at kælderen er tør.
Garage eller skur
En garage eller et haveskur kan bruges til andet end opbevaring af cykler, julepynt og haveredskaber.
Hvis bygningen er nogenlunde isoleret, så temperaturudsvingene henover dagen og året ikke er for ekstreme, kan det være et udmærket forrådskammer.
Vær dog opmærksom på at opbevare fødevarer adskilt fra fx benzin, kemikalier eller noget, som afgiver en kraftig lugt.
Skabe og skuffer
Hvis der er tilstrækkelig plads, er skabe, skuffer eller en kasse under sengen et praktisk og let tilgængeligt sted til opbevaring af nødforsyninger.
Tætsluttende beholdere kan beskytte fødevarerne mod lys og luft, og sikre, at de er nemme at få fat i.
Husk også, at det er en god idé at have en nødradio til en eventuel krisesituation.